Her kan du læse om nogle af de ord og begreber, du kan støde på, når du er i kontakt med Jobcentret. 

A  B  C  D  E  F  G  H  I  J  K  L  M N  O  P  Q  R  S  T  U  V  W  X  Y  
Z  Æ  Ø  Å 

AUB

Se Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag. 

AF

Arbejdsformidlingen (AF), blev nedlagt 1 2007. Idag varetager Jobcentrene bl.a. de opgaver AF tidligere varetog.  Se Jobcentre . 

Afmelding

Når du som ledig kommer i arbejde, skal du straks give dit Jobcenter besked. Du kan afmelde dig via Jobnet på "Min side", samt ved at ringe eller skrive til dit lokale Jobcenter . Du skal desuden afmelde dig hos Jobcentret, hvis du er syg i over 14 dage, eller hvis du holder ferie ud over ferieloven. Jobcentret afmelder dig automatisk, hvis du får formidlet arbejde gennem Jobcentret eller går på efterløn. 

A-kasser

Arbejdsløshedskasser. På  arbejdsskadestyrelsens hjemmeside  kan du finde en liste over a-kasser  i Danmark. 

Aktivering

Formålet med aktivering er at styrke dine muligheder for at komme i arbejde. Enten gennem ansættelse med løntilskud, vejledning eller opkvalificering. Aktiveringen vil tage udgangspunkt i både dine ønsker og forudsætninger og i arbejdsmarkedets behov. 

Aktiveringsydelse 

Når du deltager i en aktivering som forsikret medlem af en a-kasse, modtager du aktiveringsydelse. Det er dit Jobcenter eller den private aktør, som varetager indsatsen for Jobcentret, og som giver dig et tilbud om job med løntilskud, virksomhedspraktik intensiv jobsøgning, opkvalificering eller særlig formidlingsindsats. For ledige medlemmer af en a-kasse svarer ydelsen til dagpenge. 

Aktivramme

Midler afsat på finansloven til aktiveringsindsatsen. 

AMU

Arbejdsmarkedsuddannelser - AMU - tilbyder efteruddannelse for faglærte og ufaglærte. 
Læs mere herom på www.vidar.dk . 
På Jobnet kan du læse mere om både privat og offentlig ansættelse med løntilskud.  

Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag

Arbejdsgivernes Elevrefusion (AUB) en fond til hel eller delvis refusion af arbejdsgivernes udgifter til lærlingeløn mens lærlingen er på skoleophold. AUB giver også tilskud til arbejdsgivere, der opretter praktikpladser. AUB finansieres gennem arbejdsgiverbidrag, som betales af alle virksomheder i forhold til virksomhedens størrelse. 
Læs mere herom på hjemmesiden for Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling

Arbejdsfastholdelse

Arbejdsfastholdelse er et begreb, der dækker forskellige initiativer, som skal forhindre personer, som midlertidigt eller permanent har en nedsat arbejdsevne, i at blive udstødt fra arbejdsmarkedet. Målet for arbejdsfastholdelse er at holde fast i den arbejdsplads, hvor du enten er ansat eller vil blive ansat. 

Arbejdsfordeling 

Ordning hvor den overenskomstmæssige arbejdstid i en begrænset periode er nedsat for at undgå afskedigelser. 

Arbejdsløshedskasser 

Se A-kasser 

Arbejdsmarkedsbalancen

Læs mere om Arbejdsmarkedsbalancen hjemmesiden

Arbejdsmarkedsredegørelse 

Se Arbejdsmarkedsbalancen herover. 

Arbejdsmarkedsråd 

De 14 regionale Arbejdsmarkedsråd er nedlagt pr. 1.1.2007 i forbindelse med strukturreformen og erstattet af 4 beskæftigelsesråd. 

Arbejdsprøvning

En arbejdsprøvning foretages typisk i forbindelse med en revalidering og har til formål at afklare den lediges muligheder for at varetage en bestemt jobfunktion på en konkret arbejdsplads og derved sikre et beskæftigelsesperspektiv. 

Arbejdsstyrken

Summen af antal ledige arbejdssøgende og beskæftigede. 

AVU 

Almen Voksenuddannelse. Enkeltfagskurser på folkeskolens 9. og 10. klasseniveau tilrettelagt for voksne. Se også www.vuc.dk . 

Barselorlov

Se Borger.dk og retsinformation.dk for detaljerede regler. 

Befordringsgodtgørelse

Som ledig kan du få godtgørelse for befordring, hvis du som led i en jobplan er i virksomhedspraktik eller deltager i et vejledning- eller opkvalificeringsforløb. Den daglige transport mellem hjem og arbejdssted, henholdsvis kursus-/uddannelsessted (frem og tilbage) skal overstige 24 km. 

Blanket til ansøgning om befordringsgodtgørelse 

BER 

Se Beskæftigelsesrådet . 

Beskæftigelsesgrad 

Betegner den andel af befolkningen i den erhvervsdygtige alder (16-66-årige) der er i beskæftigelse. 

Beskæftigelsesministeriet 

Beskæftigelsesministeriet har ansvaret for den samlede indsats over for alle typer af ledige. Det gælder både ledige på kontanthjælp og ledige på arbejdsløshedsdagpenge. 

Derudover har Beskæftigelsesministeriet ansvaret for regler og rammer for ansættelses- og arbejdsvilkår, arbejdsmiljø og arbejdsskader, for forsørgelsesydelser til alle med fuld eller delvis arbejdsevne og for jobformidling, virksomhedsservice og aktive tilbud. 

Jobcentrene hører under (STAR) Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og er en del af Beskæftigelsesministeriet.
Læs mere på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside

Beskæftigelsesrådet (BER) 

Et partsorgan med bl.a. repræsentanter for arbejdsmarkedets organisationer. 
Beskæftigelsesrådet skal medvirke til at tilrettelægge beskæftigelsesindsatsen og rådgive beskæftigelsesministeren på centrale områder inden for beskæftigelsesindsatsen. 

CV

CV står for "Curriculum Vitae", der betyder livsforløb. Et CV kan også kaldes en "dataliste". Hvis du er ledig, skal du senest en måned efter din tilmelding til Jobcentret, lægge dit CV på jobnet . Du kan få hjælp i dit Jobcenter eller i din a-kasse. CV-bank Som jobsøgende kan du lægge dit CV ind i Jobnets CV-bank, så arbejdsgivere har mulighed for at udsøge dit CV. Du vælger selv, om du vil være anonym i CV-banken, dog er det krav at dit telefonnummer og dit postnummer, som minimum, er synligt på CV'et. 
Læs mere om at skrive et CV 

Husk! 
Hvis du er ledig, skal du lægge dit CV i Jobnets CV-bank senest en måned efter du har meldt dig ledig i dit jobcenter. 

Dagpenge

Hvis du er medlem af en a-kasse og har optjent retten til at modtage arbejdsløshedsdagpenge, kan du få udbetalt dagpenge gennem a-kassen. Udbetalingen sker via dit dagpengekort. Du får sit dagpengekort i din a-kasse . 

Diplomuddannelse

Diplomuddannelse er en del af videreuddannelsessystemet for voksne og svarer til en mellemlang videregående uddannelse. 

Elevrefusion

Se Arbejdsgivernes Uddannelsebidrag. 

Erhvervsuddannelser

En erhvervsuddannelse er en grundlæggende uddannelse, der veksler mellem skoleophold og praktik i en virksomhed. 

EUD

Se Erhvervsuddannelser . 

EURES 

EURES er Jobcentrets internationale afdeling, der samarbejder med arbejdsformidlingerne i EU-landene samt Norge, Island, Lichtenstein og Schweiz. 
Formålet er at sikre arbejdskraftens frie bevægelighed. 
Læs mere på EURES' hjemmeside 

Faglig mobilitet

Lediges parathed til at skifte fra et fag med stor ledighed til et andet med jobmuligheder. 

Ferie 

Som ledig på dagpenge har du mulighed for at holde ferie efter ferieloven. Kontakt dit nærmeste Jobcenter , senest 14 dage inden du begynder på ferien for at melde ferie. Af hensyn til Jobcentrets mulighed for at planlægge på en måde, så dine behov imødekommes bedst muligt, bør du dog melde ferie så tidligt som overhovedet muligt. Du kan også melde ferie på Jobnet.dk . 

Hvis du er ledig må du ikke sætte dit CV inaktivt, når du holder ferie. Arbejdsgivere og dit jobcenter skal have mulighed for at søge dit CV frem til et job, der starter umiddelbart efter en ferie. Hvis du gerne vil fortælle dem der læser dit CV, at du holder ferie, kan du skrive hvornår du holder ferie i CV’et under "ansættelsesvilkår". 

Kontakt dit nærmeste Jobcenter , når du skal melde ferie. Af hensyn til Jobcentrets mulighed for at planlægge på en måde, så dine behov imødekommes bedst muligt, bør du dog melde ferie så tidligt som overhovedet muligt. 

Firepartssamtale 

Samtale med deltagelse af den ledige, Jobcentret, kommunen og a-kassen. 

Flaskehalse 

Udtrykket flaskehalse på arbejdsmarkedet bruges, når der er mangel på arbejdskraft inden for et konkret område. Der skal være tale om en mere end midlertidig mangel på arbejdskraft. 
På baggrund af oplysninger indhentet fra virksomhederne og jobcentrene laver de 4 beskæftigelsesregioner , opgørelser over hvilke typer arbejdskraft der er mangel på i de forskellige regioner. 

Fleksjob 

Stillinger på særlige vilkår for folk med nedsat arbejdsevne. Få mere at vide på star.dk

Fleksydelse 

Fleksydelse svarer til efterløn for folk, der træder tilbage fra fleksjob. Få mere at vide på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside

Formidlingssamtale

Samtale om et ledigt job mellem en ledig og en Jobcenter-medarbejder med henblik på at udvælge til jobsamtale i en virksomhed. 

Fortrinsadgang 

Hvis du har et handicap, har du fortrinsadgang til ledige stillinger i det offentlige, hvis arbejdsgiveren vurderer, at du er lige så kvalificeret som de øvrige ansøgere. Ansøgere med fortrinsadgang har altid krav på en ansættelsessamtale, hvis de opfylder de kvalifikationskrav, som stillingen kræver. Handicappede har også fortrinsadgang til særlige bevillinger hos det offentlige, eksempelvis ved tildeling af stadeplads, mv. 
Læs mere på Specialfunktionen Job og Handicap .     

Frigørelsesattest 

Hvis man som ledig får tilbudt midlertidigt arbejde, fx et vikariat, hvor man skal modtage supplerende dagpenge, kan man bede arbejdsgiveren udstede en skriftlig garanti for at man kan sige op straks, når der viser sig et ordinært job. Det hedder en frigørelsesattest. Du kan få en frigørelsesattest i din a-kasse. 

FVU

FVU står for Forberedende voksenundervisning. Det er undervisning tilrettelagt for 
personer der mangler grundlæggende færdigheder i dansk og regning/matematik. 
Læs mere på uddannelsesguiden.dk 

GIF

GIF er et gymnasialt indslusningsforløb for flygtninge og indvandrere med en gymnasial uddannelse fra hjemlandet. Læs mere herom på www.vuc.dk . 

GS 

GS er en gymnasial supplering. Hvis man ikke har de fag, der giver optag på en videregående uddannelse, kan man supplere ved at tage enkeltfag, som man ikke har haft tidligere. Læs mere herom på www.vuc.dk . 

GVU

GVU står for Grundlæggende voksenuddannelse. Det er en genvej til at opnå faglært status for de der har mindst 2 års erhvervserfaring inden for et fag. Kræver ikke praktikaftale. 
Læs mere herom på emu.dk

Handicap

Se under fortrinsadgang og personlig assistance . 

HF 

Højere forberedelseseksamen. 2-årig gymnasial uddannelse. 
Læs mere herom på www.vuc.dk . 

HHX

Højere handelseksamen – en handelsgymnasial uddannelse. 

HTX 

Højere teknisk eksamen – en gymnasial uddannelse, der kan tages på erhvervsskolerne. 

IGU

IGU står for Integrationsgrunduddannelse. Læs mere på star.dk

IKV

IKV står for Individuel kompetencevurdering. 
Læs under RKV. 

Isbryderordning for handicappede

Ordning med tilskud til nyuddannede, som har svært ved at få et job på grund af et handicap. Læs mere på Jobcentrenes handicapservice . 

Jobcentre

I jobcentrene kan virksomheder få hjælp til rekruttering af arbejdskraft og jobsøgende kan få hjælp til at finde et arbejde. Jobcentrene tilbyder også råd og vejledning til uddannelsessøgende samt til borgere, der søger arbejde på særlige vilkår, eksempelvis fleksjob. Borgere, der bliver ledige, skal tilmelde sig det lokale jobcenter, uanset om de skal modtage dagpenge fra en a-kasse eller de søger kontanthjælp. 

Jobrettet uddannelse

Som ledigt medlem af en a-kasse har du mulighed for selv at vælge op til seks ugers uddannelse. Borgere, der er i fleksjob eller som modtager ledighedsydelse, mens de venter på at komme i fleksjob, kan også benytte sig af muligheden for 6 ugers selvvalgt uddannelse. 
Læs mere om selvalgt uddannelse på Vidar.dk og få et overblik over forskellige voksenuddannelsestilbud på Undervisningsministeriets hjemmeside om voksenuddannelse . 

Jobrotation

Jobcentret laver aftaler om jobrotation med virksomheder, som ønsker at få opkvalificeret en gruppe af ansatte. Mens de er på uddannelse, passer ledige deres arbejde. 
På Jobnet kan du læse mere om jobrotation . 

Jobskifter

En person, der er i arbejde, men som søger job, er i Jobnet-terminologi en "Jobskifter". Jobskiftere kan tilmelde sig som jobsøger (personligt tilmeldt), og kan derefter blive tilbudt et job, hvis jobsøgeren har de rette kvalifikationer. Det er gratis at blive tilmeldt Jobcentret og også at få et job via Jobcentrets formidling. Tilmelding foregår enten i jobcentret eller på Jobnet.dk 
Find dit nærmeste Jobcenter . 

Jobsøgning

Dit lokale jobcenter kan tilbyde kurser i jobsøgning. Her kan du få ideer til at forbedre dine ansøgninger, til at søge job på internettet og til, hvordan du forbereder dig til en jobsamtale. Medarbejdere i dit jobcenter ser gerne din jobansøgning igennem og kommer med gode ideer til forbedringer. 
Kontakt dit nærmeste Jobcenter  for yderligere oplysninger om kurser i jobsøgning. 

Klageadgang

Er du ikke tilfreds med Jobcentrets afgørelser, kan du klage. Afhængigt af, hvad der klages over, er det Beskæftigelsesankenævnet eller Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR), der behandler klagen.

Kompetencegivende uddannelse 

Uddannelse, som er tilrettelagt på baggrund af en bekendtgørelse, hvor der er fastsat regler for indhold og eksamen. 

Kontaktforløb

Den række af formelle kontakter som den ledige har med sit lokale jobcenter eller de private aktører, som udfører opgaven for jobcentret. Ledige skal som minimum have en kontakt med jobcentret hver 3. måned, hvor indholdet blandt andet er tilbyde job og at fastlægge en plan for hvordan den ledige hurtigst muligt kommer i arbejde igen. 

Kontanthjælp

Ledige på kontanthjælp, som er arbejdsmarkedsparate, skal tilmelde sig sit lokale jobcenter. Tilmeldingen sikrer, at du kan blive søgt ud til et job, som Jobcentret er med til at besætte. 

KVU 

KVU står for Kort videregående uddannelse, typisk 2 år. 

Ledighedsydelse

Svarer til dagpenge for folk i fleksjob. Få mere at vide på hjemmesiden cabiweb.dk . 

LVU

LVU er forkortelsen for lang videregående uddannelse. Varer typisk 4-6 år. 

Løntilskud 

Ledige kan blive ansat med løntilskud i en privat eller en offentlig virksomhed. Ansættelsen sker som led i en jobplan og har til formål at give den ledige arbejdserfaring og rutine. Hvis du bliver ansat i et job med løntilskud, skal du fortsat være meldt ledig i dit Jobcenter. 

Masteruddannelse

Masteruddannelse er en del af voksenuddannelsessystemet og svarer til en kandidatgrad. 
Læs mere herom på www.vidar.dk . 

Mentorfunktionen 

En mentor er en medarbejder i en virksomhed eller på en uddannelsesinstitution, der frikøbes til at varetage en særlig opgave med at introducere, vejlede eller oplære en nyansat medarbejder eller studerende. Det kan være en ekstern konsulent. 
Læs mere på Cabiweb.dk  eller læs vejledning til blanket AB-F401/AB-F401L . 

Merit

Dokumentation for og anerkendelse af kvalifikationer f.eks. erhvervserfaring og uddannelsesbaggrund med henblik på at afkorte et uddannelsesforløb. Man søger om at få merit for sine kvalifikationer og erfaringer på den uddannelsesinstitution, hvor man søger optagelse til en anden uddannelse. 

Min plan

I Min plan kan du se aftaler med jobcentret. Dagpengemodtagere kan desuden se aftaler med a-kassen i Min plan.

MVU 

MVU står for Mellemlang videregående uddannelse. Varer typisk 3-4 år. 

Målrettede servicetilbud

Møder for særlige grupper af job- og uddannelsessøgende med oplæg fra fx jobcenter, a-kasser, erhvervslivet og forskellige uddannelser. 

Orlovsydelse

Se Borger.dk for regler om børnepasningsorlov. 

Persondataloven

Persondataloven giver dig særlige rettigheder, når offentlige myndigheder og private virksomheder registrerer og bruger dine personoplysninger på edb.
På Jobnet kan du læse mere om persondataloven og dine rettigheder

Personlig assistance

Ansatte og selvstændigt erhvervsdrivende med et handicap kan få tilskud til op til 20 timers hjælp om ugen fra en personlig assistent, som kan bistå med de arbejdsfunktioner, den handicappede ikke selv kan udføre. Du kan få mere information om personlig assistance til handicappede på BMhandicap

PGU

PGU står for Pædagogisk grunduddannelse. 

Praktikpladsen

Praktikpladsen.dk er Undervisningsministeriets Internet-mødested for elever og virksomheder inden for erhvervsuddannelserne. 

Ressourceprofil

Inden der kan tages stilling til, om du kan tilbydes revalidering, skal der laves en ressourceprofil. Ressourceprofilen er en arbejdsmetode, der skal bruges i alle sager, der omhandler revalidering. Ressourceprofilen omfatter 12 elementer, der alle omhandler emner i dit liv, som kan have betydning i forhold til de krav, der stilles på arbejdsmarkedet. Formålet med at lave en ressourceprofil er at beskrive dine ressourcer i forhold til arbejdsmarkedet, så der kan laves en realistisk jobplan. 

RKV

RKV betyder realkompetencevurdering. Har du relevant viden og erfaring, kan du få vurderet dine kompetencer. RKV kan være relevant, hvis du vil i gang med en voksen- eller efteruddannelse. 
Læs mere herom på uddannelsesguiden.dk

Rådighed

Dagpengemodtageres og kontanthjælpsmodtageres pligt til at stå til rådighed for ordinært arbejde samt aktivt at søge arbejde. Den ledige skal opholde sig/have bopæl i Danmark. Den ledige skal kunne overtage arbejde inden for sit faglige område med dags varsel. Der må ikke være forhold (f.eks. sygdom eller børnepasningsproblemer) eller retlige forhold, der forhindrer den ledige i at overtage arbejde. Den ledige må ikke forbeholde sin arbejdskraft for sæsonarbejde eller for en bestemt arbejdsplads. Det er a-kasserne , der har kompetencen til at foretage rådighedsvurdering. 

Seniornetværk

Forening af aktivt jobsøgende seniorer, hvor formålet er at skaffe ordinære job til medlemmerne. Seniornetværkene støttes med midler fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings selvaktiveringspulje. For at være med i et seniornetværk skal man være ledig, over 50 år og tilmeldt Jobcentret som arbejdssøgende. Typiske aktiviteter i seniornetværkene er gensidig hjælp med cv'er, IT-hjælp, virksomhedsbesøg, besøg hos organisationer, erhvervschefer m.v.
Se mere på 
www.seniorerhvervdanmark.dk 

Skånejob

Skånejob er stillinger på særlige vilkår. Skånejob med tilskud er for personer, der:
modtager social pension; er under 65 år, (for personer der den 1. juli 1999 er fyldt 60 år dog 67 år) og ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på deltid på normale vilkår. 
Kommunen bevilger skånejob med løntilskud, herunder løntilskuddet til arbejdsgiveren. Arbejdsgiver modtager et løntilskud, der svarer til halvdelen af lønnen, dog max. 1/6 af den mindste overenskomstmæssige timeløn på ansættelsesområdet.
Læs mere på Cabiweb.dk

Styrelsen for International Uddannelse

Styrelsen for International Uddannelsen har til formål at lette adgangen til det danske arbejdsmarked og videreuddannelse for personer med udenlandske uddannelser. I Styrelsen for International Uddannelse kan man få vurderet sin udenlandske uddannelse og finde ud af hvad den svarer til i det danske uddannelsessystem.
Læs mere på www.iu.dk

SVU

SVU står for Statens Voksenuddannelsesstøtte som efter særlige betingelser kan gives til beskæftigede, som vil uddanne sig på folkeskole- og gymnasieniveau samt bestemte videregående uddannelser. SVU kan også gives til ledige, der benytter sig af deres ret til 6 ugers jobrettet uddannelse.
Læs mere herom på www.svu.dk

Sygdom

Ledige, som modtager arbejdsløshedsdagpenge, skal orientere sit lokale jobcenter  og a-kassen, hvis de bliver syge. For ledige i aktivering gælder, at ledige som er ansat med løntilskud skal give meddelelsen til arbejdsgiveren, mens ledige på uddannelse skal melde sig syge til uddannelsesstedet. 

Tilmelding til Jobcentret

Når du bliver ledig, skal du tilmelde dig Jobcentret på 1. ledighedsdag. Tilmeldingen foregår i Jobcentret, hos din a-kasse eller via Jobnet.dk . Det er en betingelse for at få dagpenge, at du er tilmeldt Jobcentret. Også kontanthjælpsmodtagere skal være tilmeldt Jobcentret. Forhør dig hos din a-kasse, eller kontakt dit jobcenter.P
På jobnet kan du læse mere om tilmelding til Jobcentret og den første ledighedsperiode 

Tjek dine jobforslag

Alle tilmeldte jobsøgere skal i henhold til Bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats (Bekendtgørelsen kan findes på www.retsinformation.dk ) mindst hver 7. dag tjekke jobforslag. Kravet om, at tilmeldte skal tjekke jobforslag mindst hver 7. dag, er en integreret del af rådighedskravet om at være aktiv jobsøgende.
Kravet stilles til de ydelsesmodtagere, som har pligt til at være registreret i jobcentret som jobsøgende dvs. forsikrede ledige og arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere
Tilmeldte jobsøgere, som i jobcentret er registreret uden ydelse, skal ligeledes tjekke jobforslag mindst hver 7. dag. 

Trepartssamtale

Samtale med deltagelse af a-kasse, Jobcentret og den ledige. 

20-timers reglen

Reglen om, at visse typer uddannelse - typisk VUC - kan følges med dagpenge, hvis undervisningen varer mindre end 20 timer om ugen. 

Uddannelse med dagpenge

Hvis du er ledig og modtager arbejdsløshedsdagpenge, har du mulighed for, i begrænset omfang, at uddanne dig. Du kan henvende dig til din a-kasse for at få yderligere oplysninger. 

Uddannelsesguiden.dk

På Uddannelsesguiden finder du en oversigt over alle uddannelser i Danmark.
Læs mere herom på www.ug.dk. 

Unge-indsatsen

Jobcentrets indsats over for ledige under 30 år. 

Varsling

Ved større afskedigelser skal virksomheden i henhold til varslingsloven informere det regionale beskæftigelsesråd og indgå i forhandlinger med lønmodtagerne eller deres repræsentanter. 

Vejledningssamtale

Hvis du har brug for en samtale om dine muligheder for job og uddannelse, så kan du få en samtale med en vejleder. Tilbuddet gælder både ledige og beskæftigede. Samtalerne foregår i Jobcentret. 

VEU-godtgørelse

Beskæftigede - fortrinsvis kortuddannede - kan få VEU-godtgørelse, når de deltager i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse. Ledige kan også få VEU-godtgørelse, når de benytter sig af deres ret til 6 ugers selvvalgt uddannelse.
Læs mere på www.veug.dk

VEUF

Voksenerhvervsuddannelsesforløb for personer over 25 år (se VEU og Voksenlærling).

VFV

Videreuddannelsessystemet for voksne. Uddannelsessystem der består af 3 niveauer: VVU (videregående voksenuddannelse, som svarer til KVU niveau), Diplom (diplomuddannelse for voksne, som svarer til MVU niveau) og Master (masteruddannelse for voksne, som svarer til LVU niveau). 

Virksomhedspraktik

>Hvis du er ledig dagpengemodtager, kan du komme i virksomhedspraktik i op til 4 uger i en privat eller en offentlig virksomhed. Ledige kontanthjælpsmodtagere kan komme i virksomhedspraktik i op til 13 uger. Virksomhedspraktik anvendes ved ansættelse med løntilskud eller ordinært job, og praktikperioden er gratis for virksomheden. 
Læs mere om virksomhedspraktik

Voksenlærling

Hvis du er beskæftiget eller ledig over 25 år, har du mulighed for at blive voksenlærling. Det vil sige, at du kan gennemføre en faglig uddannelse og få et svendebrev. Undervejs i læretiden får du mindstelønnen inden for det pågældende område. Jobcentret kan yde tilskud til arbejdsgiveren, hvis lærepladsen oprettes inden for områder, hvor der er gode eller rigtig gode beskæftigelsesmuligheder. 
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering hjemmeside, kan du læse mere om at blive voksenlærling og hvordan arbejdsgivere får tilskud til at ansætte en voksenlærling.

VUC

Voksen-Uddannelses-Centre. VUC udbyder primært hf for voksne, almen voksenuddannelse (AVU) og forberedende voksenundervisning (FVU) .
Få mere at vide på VUC's hjemmeside .

VVU

Videregående voksenuddannelse. 1. niveau af videreuddannelsessystemet for voksne. Niveauet svarer til niveauet for en kort videregående uddannelse. 

Workindenmark

Workindenmark.dk er Danmarks officielle hjemmeside for international rekruttering og jobsøgning. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har ansvaret for udvikling og vedligehold af hjemmesiden. 

Åben uddannelse

Erhvervsrettede uddannelsesforløb og kurser for voksne. Det kan være enkeltfag fra de ordinære uddannelser, korte kurser eller særlige forløb.